Forleden læste jeg denne vidensdeling om at komme sammen:)).
Det der slog mig - udover 'det søde' i konversationen - var, at børn er mere umiddelbare. Altså; man spørger og så ved man ligesom, hvor man står, ikk? Det er bare os voksne, der er besmittede af alskens romantiske forestillinger, som gør livet langt mere kompliceret. Siden romantikken skal vi føle og føle efter og være hudløse, da det gik højt for i nyere litteratur for et par årtier siden. Altså spørg og du ved, hvor du står. Tænkte jeg.
MEN så i dag kom min datter på syv hjem fra skolen med blanke øjne og skulle tale med mig. En dreng havde i dag lagt sin hånd på hendes arm midt i musiktimen og betroet hende, at han ikke længere kommer sammen med xxx.Og min datter havde oplevet en varme, der bredte sig fra hans hånd helt i i hendes indre. Hun var lidt usikker på om varmen havde ramt hendes hjertet, men ville nu gerne vide om dét er "at være lun på"??
Hm....
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
ajjj! hvor en sød tekst og en varm historie... pludselig vælter minderne jo frem. Om små, krøllede, stykker ternet papir, der altid gik via flere personer, inden de nåede den udkårne. Om stakåndet generte telefonopkald fra bedstevennen/veninden, osv - hvis ikke jeg husker meget forkert, så var der dengang altid en "mellemmand" i sagen dengang.... i stenalderen, da dinosauren var barn *lol*
ternet papir? :)))Ja det var det måske. Jeg kan også godt huske de sedler, der blev sendt rundt, og hende eller ham der skulle spørge for en.
Desværre kan jeg også huske lister, hvor man skulle sætte tal 1-5 for de fem drenge eller piger man bedst kunne lide. Fint syntes jeg dengang, men hvad med dem der ikke var på listen eller altid scorede lavt.
Send en kommentar