13.1.07

Det er mig.......?

Jeg har været der før og kommer til det igen - det med køkulturen. Hvad er det lige der sker eller er sket?
I går skulle jeg med en bus fra Haderslev midt på dagen. Vi var mange, der ventede på bussen, som var noget forsinket. Da bussen endelig kom blev der maset lidt blandt de unge teenagere, men ikke værre end de altid har gjort og det lykkedes mig at holde en plads pænt fremme. Det er ikke her problemet var.

MEN - foran mig gik en ung pige på 14-15 år ind i bussen og fremviste et buskort samt et klippekort, mens hun sagde, at hun vist skulle betale for et ekstra klip eftersom hun skulle til Kolding. Og så stoppede alting. Buschaufføren måtte flere gange fortælle, at hun skulle betale for to klip sådan som zonerne nu er. Og hver gang svarede pigen, at det forstod hun ikke. Indrømmet - det er blevet indviklet med zonerne efter kommunesammenlægningen, hvor visse klippekort nu ikke længere gælder i den nordlige del af tidl. Christiansfeld kommune. Men hele seancen tog mere end 5 minutter med 20-30 mennesker ventende uden for..... Havde hun så dog i det mindste ventet og stået længere tilbage i køen(bag os med gyldige kort).

Så er det jeg tænker - hvad foregår i hovedet på sådan en pige. Hvad er der sket med situationsfornemmelse og hensyn til andre? Og så i en bus som i forvejen var mere end 10 minutter forsinket.

Gad vide om migtænkningen er ligeså fremherskende i Second Life..jeg kæmper stadig med at finde et rigtig godt navn til min avartar. Forløbig er jeg landet på Unni til fornavn for alt andet jeg har været omkring lyder enten for yndigt eller også kender jeg nogle der hedder sådan. Så er der bare efternavnet og tiden som mangler:))

1.1.07

Om hvorfor vi hænger æbler på juletræet med mere....

I en efterhånden bedaget post, spurgte jeg, om der mon fandtes et nursinggen. December måned har vist, at bloggen måske ikke har højeste prioritet - i hvert fald ikke hos mit private gen....
Men vel tilbage opdager jeg, at verden stadig drejede rundt mens jeg var ude et øjeblik - væk er beta! Hm. Hvad sker der mon nu og hvornår finder jeg på DET geniale navn til min identitet i Second Life. Ja, det vil 2007 vise.

Tilbage i slutningen af gamle år gik spørgsmålene mere bagud og på traditioner. "Hvorfor", spurgte min datter på syv år, "hænger vi æbler på juletræet?"
"Hm..ja.." svarede jeg, "Det har noget at gøre med, at rødgran stritter med grenene og at æbler derfor er med til at tynge dem ned, så det ser pænt ud"...."tror jeg nok"...!!(og vi har normannsgran)
"Helt ærligt mor - det er ikke en god historie. Hvad med Adam og Eva, men det var jo ikke gode æbler de spiste - var det vel?" svarer og spørger syv-årig datter.
"Naaj..øh..kunne det ikke også være Yduns æbler?" forsøger moren, mens hun tænker på, at datteren går på friskole(læs mange fortællinger fra den nordiske mytologi) og på, at det er et tilfælde, at familien råder over et træ med pigeonæbler.
"Moar- det kan du ikke mene" indvender datter , "det er jo en helt anden historie!!".
"Okay - godt ord igen?" forsøger jeg mig.
"Ja, men ved du så i det mindste hvorfor julemanden kom med i historien om Jesu fødsel. Er det fordi han er god til at flyve og har nisser til at pakke gaverne ind?" fortsætter den syvårige.
Se på dette tidspunkt er det at jeg kigger på kalenderen og tæller dage....